Klassetrin: 7.-9. klasse
Projektperiode: Jan.-feb. 2020
Fag/emne: Kristendomskundskab, dansk og evt. UUV
Antal lektioner: 8-12
Kirkebesøg: Om begravelse og ritualer i forskellige religioner

Projektet indeholder:

  • Lærervejledning
  • Hjemmeside med video-interviews
  • Plakaten "Livets landskab" og elevopgaver

Tilmelding: 30. august 2019

Udskoling

Klædt på til sorg?

Fortællinger, cases og kirkebesøg om sorg og ritualer i forskellige religioner.

 

Hvordan tager man sig af hinanden, og hvordan møder man mennesker, der er i sorg? Det er forskelligt fra kultur til kultur. Nogle kulturer er meget traditionsbårne, mens traditionerne andre steder er i opbrud. Traditioner anviser måder at handle på – fx i forbindelse med sorg.

 

Eleverne får indblik i kulturhistorien omkring sorgforståelse, kultur og religion i Danmark fra 1400-tallet og frem til i dag. De arbejder med cases og inviteres på kirkebesøg, hvor de hører om forskellige religioners ritualer i forbindelse med døden. På projektets hjemmeside finder de ligeledes interviews med bl.a. en sygehuspræst, en imam og en ung kvinde, der alle kender til sorg og det at møde mennesker i sorg.

 

Som afrunding på projektet skal eleverne – på meget enkel vis – udforme flotte postkort, som giver anledning til at tale om, hvad man kan sige, når man møder en, der er i sorg. Postkortene bruger metaforiske billeder fra plakaten ”Livets landskab”, der følger med projektet. Den viser forskellige sorgtilstande, fx at man kan være på kanten af klippen, i en smuk skov, på herrens mark eller i et islandskab.